En familie med et 11-årigt barn var blevet tilknyttet kommunens familieafdeling på grund af bekymring for barnets skolefravær og trivsel. Familien talte kun begrænset dansk og oplevede det som vanskeligt at forstå kommunens breve, faglige begreber og forventninger til indsatsen.
Den kommunale rådgiver oplevede samtidig, at familien ofte udeblev fra møder, og at aftaler ikke blev gennemført som forventet. Familien blev derfor opfattet som tilbageholdende i samarbejdet. Familien oplevede derimod, at beslutningerne blev truffet uden deres forståelse, og at de ikke havde fået en tydelig forklaring på, hvorfor kommunen var bekymret, eller hvad de konkrete mål betød i praksis.
Kursen matchede familien med en konsulent, som talte familiens modersmål og havde erfaring med både den kulturelle kontekst og den danske sociallovgivning. Konsulentens opgave var ikke alene at oversætte ordene, men at skabe en fælles forståelse mellem familien og kommunen.
Konsulenten gennemgik kommunens bekymringer, afgørelser og mål med familien i et sprog, de kunne forstå. Faglige formuleringer blev omsat til konkrete hverdagssituationer, så familien kunne se sammenhængen mellem lovgivningen, kommunens vurdering og de handlinger, der blev forventet af dem.
Familien fik blandt andet forklaret:
Konsulenten anvendte løbende forståelsestjek og bad familien forklare aftalerne med egne ord. På den måde blev det tydeligt, hvilke dele der fortsat var uklare, og hvor der var behov for yderligere formidling.
Konsulenten hjalp også rådgiveren med at forstå familiens perspektiv. Familiens tilbageholdenhed handlede ikke om manglende interesse for barnet, men blandt andet om usikkerhed over for myndigheder, forskellige forventninger til skole-hjem-samarbejdet og frygt for konsekvenserne af at fortælle åbent om familiens udfordringer.
Den kulturelle forståelse blev ikke brugt til at bortforklare problemer, men til at skabe et mere præcist grundlag for samarbejdet. Konsulenten kunne forklare familiens reaktioner og samtidig tydeliggøre over for familien, hvilke krav og rammer der gjaldt i den danske kommunale praksis.
Ved fælles møder støttede konsulenten dialogen og sikrede, at både familiens perspektiv og kommunens faglige bekymringer blev formidlet tydeligt og respektfuldt.
De overordnede mål blev omsat til få, konkrete delmål. Familien skulle blandt andet:
Rådgiveren fik samtidig ansvar for at sikre, at ændringer og nye aftaler blev formidlet på en tydelig og forståelig måde.
Konsulenten fulgte familien tæt i den første periode og hjalp med at omsætte aftalerne til praksis. Efter hvert møde blev de vigtigste aftaler gentaget på familiens eget sprog og samlet i en enkel plan.
Efter nogle måneder var samarbejdet mellem familien og kommunen blevet mere stabilt. Familien deltog i møderne, kontaktede rådgiveren ved ændringer og havde fået en bedre forståelse af formålet med indsatsen.
Rådgiveren oplevede samtidig, at familiens perspektiv blev tydeligere, og at det blev lettere at opstille realistiske mål sammen med dem. Barnets skolefremmøde blev forbedret, og familien begyndte i højere grad selv at tage ansvar for de aftalte handlinger.
Kursens konsulent blev gradvist mindre involveret, efterhånden som familien og rådgiveren kunne kommunikere mere direkte.
Forløbet viser, hvordan sproglige kompetencer, kulturel forståelse og socialfaglig formidling kan forebygge misforståelser og skabe et mere ligeværdigt og målrettet samarbejde mellem borger og kommune. Målet er ikke blot, at familien modtager information, men at den reelt forstår rammerne, egne handlemuligheder, mulige faldgruber og de fælles mål for indsatsen.